

Brødrene Dahl fyrer op under el-forretningen
Brødrene Dahl trykker igen på speederen i sin el-forretning. Denne gang i form af øget ekspertise og en udvidelse af varesortimentet. Den mangeårige ejer af belysningsfirmaet Lareno, Nils-Martin Jørgensen, tiltræder som ekstern sælger i Brødrene Dahl, som samtidig overtager virksomhedens varelager og Lareno-brandet.
Brødrene Dahls indtog på el-markedet tilføres løbende flere muskler. Senest med åbningen af et nyt lager specifikt til kabler og nu med ansættelsen af Nils-Martin Jørgensen, som siden 1994 har drevet belysningsfirmaet Lareno. Det er således en erfaren branchekapacitet med tætte kontakter til el-installatørerne og producenterne, der indtræder i salgsteamet som en vigtig ressource for el-forretningens fortsatte vækst.
Det er imidlertid ikke kun Nils-Martin Jørgensen, der flytter over til Brødrene Dahl. Hele hans virksomheds varelager og det velkendte Lareno-brand flytter med og vil indgå i Brødrene Dahls belysningssortiment. Lareno er leverandør af prisrigtige kvalitetsprodukter primært fra europæiske producenter inden for lysstyring og døgnrytmelys til indendørs og udendørs brug i kontorer, industrien mv. Virksomheden har i mange år været leverandør til Brødrene Dahl, især gennem samarbejdet med Jens A.
- Vi er utrolig glade for at få Nils-Martin Jørgensen med på holdet. Han har lang erfaring med belysningsprojekter i alle størrelser og har gennem årene opbygget et stort netværk blandt el-installatørerne og producenterne. Han er desuden teknisk meget dygtig og kendt for sine høje troværdighed, så det er en stærk profil, vi får ombord, siger markedschef for el i Brødrene Dahl, Søren Kristensen og tilføjer:
- At vi samtidig styrker vores sortiment med Lareno-brandet er et vigtigt skridt. Produkterne er efterspurgte blandt vores el-kunder, og som indkøber får vi nu den direkte kontakt til de europæiske producenter og kan derved levere en endnu bedre service og rådgivning til installatørerne.
Salget af el-artikler til den professionelle branche er i vækst, og Brødrene Dahl har fået foden solidt inden for på markedet, men har appetit på mere. Det er således et ambitiøst team, Nils-Martin Jørgensen bliver en del af, når han den 1. september træder ind ad døren hos Brødrene Dahl.
- Jeg glæder mig til at bygge videre på mine mange relationer og samarbejder med kunder og leverandører, nu blot under Brødrene Dahl-paraplyen. Mit fokus har altid været god kvalitet til rimelige priser, og jeg ser frem til at bidrage med min erfaring og viden i mit nye team hos Brødrene Dahl, siger den nye eksterne sælger for belysning i Brødrene Dahl, Nils-Martin Jørgensen.