Byggeboom: 200 håndværkere mødes i Aarhus
200 håndværkere sætter den 13. maj kursen mod ARoS Kunstmuseum i Aarhus for at blive klogere på kommunens historiske byggefremstød. Brødrene Dahl er vært for mødet, som skal sikre, at såvel kommunen som den trængte byggebranche får mest muligt ud af den 35,5 milliarder store byggeinvestering
Det bliver trængsel på ARoS Kunstmuseum i Aarhus fredag den 13. maj. Over 200 håndværkere har tilmeldt sig et orienteringsmøde, som skal løfte sløret for Århus Kommunes planlagte byggefremstød, som i følge CRM Byggefakta er på historiske 35,5 milliarder kroner alene i år og de næste to år. Investeringsplanen, som blandt meget andet omfatter erhvervs-, bolig-, universitets- og hospitalsbyggerier, kan give byggeriet en tiltrængt saltvandsindsprøjtning og følges derfor med stor opmærksomhed af branchen.
Et er imidlertid planen, noget andet er, hvordan håndværkerne reelt kommer i spil i forhold til de planlagte projekter og investeringer. Det er baggrunden for, at Brødrene Dahl har taget initiativ til orienteringsmødet, hvor arkitekterne bag byggefremstødet og håndværkerne sætter hinanden stævne.
-Som førende leverandør til den danske byggebranche sætter vi en ære i at have fingeren på pulsen. Lige nu banker den stærkt i Aarhus, og vi vil gerne sikre, at de danske håndværkere er godt orienterede om planerne og mulighederne, så vi sammen står godt rustet til at være med, når det går løs. Et byggefremstød af den kaliber, som Århus Kommune har på tegnebrættet, er en gylden mulighed for vores branche. Det bliver dog først til sorte tal på den enkelte håndværkers bundlinje, når han forstår, hvordan han kan byde ind på de enkelte projekter, siger Lars Fournais, administrerende direktør i Brødrene Dahl.
-Dialog mellem aktørerne er helt afgørende for, at de offentlige investeringer har den forventede effekt. Det gælder ikke kun i forhold til håndværkerne, men også for at sikre, at Århus Kommune får maksimalt udbytte af sine massive investeringer. Her tænker jeg især på klimavenlige løsninger og innovativ byggeteknologi, som kan have en særdeles langsigtet effekt for kommunen, siger Lars Fournais.
Orienteringsmødet finder sted på ARoS Kunstmuseum fredag den 13. maj kl. 8.45-11.30. Blandt talerne er stadsarkitekt Gøsta Knudsen, rådmand for Teknik og Miljø Laura Hay, sekretariatschef Bente Lykke Sørensen, klimachef Hauke Thiessen Brødrene Dahl og Lars Fournais fra Brødrene Dahl.
Yderligere oplysninger
Ønsker du flere oplysninger, kontakt venligst:
Presserådgiver Hanne Hyldborg, 29 69 42 10
Presserådgiver Mads Byder, 20 62 77 27
Om Brødrene Dahl
Brødrene Dahl er Danmarks største VVS-grossist. Virksomheden er specialiseret i produkter og rådgivning inden for VVS, vand & afløb, værktøj, rør & ventiler og klimaløsninger. Brødrene Dahl er kompetenceleverandør og har 52 butikker spredt over hele landet samt 8 Bad & Design forretninger. Desuden har Brødrene Dahl et klimacenter i Horsens, hvor VVS-installatørerne uddanner sig i de nyeste klimateknologier. Brødrene Dahl indgår sammen med byggemarkedskæden Optimera, rørvirksomheden Heradan og ventilationsproducenten Øland i Saint-Gobain koncernen, der er en af Europas største industrikoncerner inden for produktion og distribution af byggematerialer, glas og andre specialprodukter. Der er flere oplysninger om Brødrene Dahl på www.bd.dk.