Rotter kan gøre stor skade

rotte_top

Rotter i kloaksystemet kan ikke undgås helt, men de kan have ubehagelige følger – især når de slipper ud derfra. Er kloakrørene defekte, kan rotterne finde vej ud i jorden, hvor de bygger rede, undergraver bygninger ol. Under sådanne forhold formerer rotter sig med særlig stor hast.

Hvad er et rottestop?
Rotter kan finde vej op gennem afløbsrør og toiletter og på den måde komme ind i dit hus. Det kan forhindres med et rottestop. Et rottestop kan se ud på flere måder – det kan f.eks. være en spids gitterkegle en metalkappe eller plastkappe med klapper i – men grundlæggende set er det en forhindring, som standser rotten uden at standse vandet.
Hvad er vigtigt inden man får monteret et rottestop?
At sikre sig at kloakrørene imellem rottestoppet og huset er fri for huller samt tilkoblede rør, der ikke længere er i brug. Disse huller og tilslutninger kan repareres/lukkes af din autoriserede kloakmester med et stykke glasvæv som gennemvædes med lim og limes fast på indersiden af røret for at lukke hullerne. En sådan reparation kaldes en Pipe Doctor Kit. Dette foregår uden at grave rørene op.

Sådan installeres et rottestop
Da rottestop findes i mange forskellige udformninger, skal man altid installere dem i henhold til fabrikantens anvisninger.

  • Rottestop monteres typisk i vandrette afløbsrør ved overgangen til rensebrønde o.l.
  • Nogle rottestop monteres på faldstammen, der skæres over, så rottestoppet kan isættes.
  • Et rottestop skal altid installeres af en aut. kloakmester

Hvad koster et rottestop?
Selve rottestoppet koster fra et par hundrede kroner til flere tusind kroner. Dertil kommer montage. Prisen afhænger af materiale og type; nogle typer er specielt beregnet til bestemte rørtyper. Din kloakmester kan fortælle dig om dine muligheder.
Fortæl kommunen, hvis du ser rotter
Rottestoppet forhindrer effektivt rotter i at komme op gennem afløbet, men husk i det hele taget altid at melde det til kommunen, hvis du har den mindste mistanke om, at der er rotter på din grund. Tegn på rotter er ofte et tegn på en utæt kloak. F.eks. vil huller uden jordopskrab ved kloakrør og brønde ofte være lavet af rotter.

Forebyggelse
Du kan selv gøre meget for at undgå problemer med dit afløbssystem:

  • Rens jævnligt dine vandlåse og gulvriste.
  • Rens tagrenderne hvert efterår, når bladene er faldet
  • Check rensebrønden foran dit hus af og til – er den ved at stoppe til? Så skal den renses.
  • Hold øje med terrænet ved rør og brønde. Hvis jorden pludselig sætter sig, kan det være tegn på brud.
  • Fedt må ikke hældes i køkkenvasken. Hæld det f.eks. i et tom mælkekarton og smid det ud med affaldet.
  • Skyl aldrig bleer, bind, vatpinde og kattegrus ud i toilettet.

Bemærk! Undgå at højtryksspule jævnligt med vand; det kan skade kloaksystemet.

Fakta om rotter

  • Der lever ca. 10 millioner rotter i Danmark.
  • Ét rottepar kan blive til 862 rotter på et år.
  • Rotter bliver generelt 1-2 år gamle
  • En rotte kan springe 75 cm op i luften.
  • En rotte kan løfte en 1,2 kg. tung afløbsrist.
 
 

Få overblikket

teaser-koncept3

Bliv klogere på regnvandsløsninger til din private husstand.

Læs mere

 

Anmeld rotter

rotter_teaser

Har du fået rotter på din grund, skal det anmeldes til kommunen.

Anmeld her.